Vejen til en sund skilsmisse

Statistikken melder i dag, at over 40% af danske ægtepar bliver skilt. Det er mange, og det giver god grund til at tale om, hvordan du nemmest og mest konstruktivt kommer igennem en skilsmisse, når det ikke kan være anderledes.

Læs med, når vi guider dig igennem en konstruktiv skilsmisse trin for trin. Vi bringer i denne artikel gængse årsager til skilsmisse, praktiske forhold i processen og de følelsesmæssige omkostninger.

Når den bedste løsning er en skilsmisse

Når der tales om parforhold, der skranter, er det værd at skelne imellem almindelige skænderier og uenigheder og så en reel skilsmisse under opsejling. Skellet må trækkes, når der opstår tvivl hos bare én af parterne om, hvorvidt man oprigtigt ønsker at blive gamle sammen, udvikle sig og komme sig over krisen.

Hvis svaret er nej, og ønsket om at blive sammen er forsvundet, kan det være et tegn på, at ægteskabet er ved at gå i opløsning.

Der er ifølge psykologer flere gængse årsager og tegn, der kendetegner disse parforhold:

  • Følelserne er væk
  • Der er tilbagevendende konflikter om hverdagsproblemer, fx børneopdragelse, økonomi, prioriteringer, fremtidsplaner
  • Der mangler nærhed imellem parterne
  • Problemer med kommunikationen

For nogle par kan disse problemer udredes via rådgivning og terapi, men for andre vil de i sidste ende kamme over og resultere i et ønske om, at forholdet skal slutte. Her kan skilsmisserådgivning være interessant for begge parter, da der er mange praktiske forhold involveret i at gå hvert til sit.

Praktiske forhold

Skilsmissen er uundgåelig, og I ønsker at gå igennem den. Men hvilke trin følger I herfra i den efterfølgende proces?

Svaret på dette afhænger først og fremmest af, hvorvidt de to parter er enige om at ville skilles eller ej. Er der uenighed, ændrer dette ved de almene vilkår, ligesom at forskellige ønsker med hensyn til separation eller ej har noget at sige.

Som det foregår i dag, har du nemlig mulighed for skilsmisse med eller uden separation. Både separation og direkte skilsmisse koster et gebyr på 420 kr, hvilket er udmålt på baggrund af nye gebyrregler pr. 10. februar 2016.

Er der enighed om forholdets ophør, er processen i sig selv simpel. Én af parterne søger på begges vegne enten om separation eller direkte skilsmisse. Vælges separationen først, følger skilsmissen ikke automatisk efter det halve år, men de to parter kan søge om denne når som helst.

Er du omvendt uenig med din ægtefælle om skilsmissen, kan processen trække ud. Her må den ene part først søge om separation. En af parterne kan dog også søge direkte om skilsmisse, selv om I ikke er enige, hvis et af følgende forhold gør sig gældende:

  1. Utroskab: Den anden har været utro
  2. Bopæl: Du og din ægtefælle har boet hver for sig i 2 år pga. uoverensstemmelser
  3. Vold: Den anden har udøvet vold mod dig eller jeres børn
  4. Bigami: Den ene af jer er allerede gift med en anden
  5. Bortførelse: Den anden har bortført jeres fælles barn til udlandet.

Herudover gør det sig gældende, at begge parter har ret til at blive skilt efter et halvt års separation. Skulle der opstå enighed om en skilsmisse forinden, kan I herudover ansøge om skilsmissen før tid, hvorefter den vil blive godkendt.

Hvis der omvendt endnu er uenighed efter et halvt års separation, kan der indkaldes til en såkaldt vilkårsforhandling, der er et møde hos Statsforvaltningen. Dette møde kan betegnes som en skilsmisseforhandling og har i øvrigt et gebyr på 950 kr. Det typiske møde her munder ud i en aftale imellem de to parter. Er dette dog ikke tilfældet, sendes sagen videre til Byretten, hvor en dommer vil beslutte vilkårene for separationen eller skilsmissen.

Både separation og direkte skilsmisse ansøges via en blanket på Statsforvaltningen eller via Borger.dk og er dermed blevet digitaliseret, hvilket gør det nemt i praksis at få skilsmissepapirer, så længe parterne kan nå til enighed vel at mærke.

Selv ved enighed bringes flere forhold i relation til økonomi og bodeling dog i spil. Det kan i denne forbindelse også blive relevant at inddrage en skilsmisseadvokat, ligesom det kan være aktuelt at forholde sig til de følgende gode råd.

Gode råd til økonomien

Før du går igennem en separation eller en skilsmisse, skal du gøre dig klart, at dette kan medføre økonomiske omkostninger. En god hovedregel er altid at have sikret formue og lignende i ægtepagter eller særejer i tilfælde at skilsmisser. De følgende økonomiske råd gør dig dog opmærksom på konstruktive initiativer, uanset om du skulle have taget dine forholdsregler forinden eller ej.

Når du står i en situation, hvor du må gå fra din ægtefælle, må målet være at komme bedst muligt ud på den anden side uden unødvendige konflikter eller ulige fordeling af midler. Dette kan muligvis opnås ved at følge disse råd:

  1. Læg et budget. Dan dig et fuldstændigt overblik over økonomien, så du kender dit råderum og har kendskab til alt, der skal deles imellem jer
  2. Få en rådgiver, fx en revisor, en advokat, en kyndig ven eller din bankrådgiver
  3. Få hjælp til bodeling, særligt hvis I ikke har en ægtepagt, der gør, at formuen ikke skal deles lige
  4. Vær opmærksom på boligsituation. Mange nyligt fraskilte er, grundet økonomiske forhold, tvunget til fortsat at bo sammen, imens andre eksempelvis slås med at få boligen solgt
  5. Forhold dig til din pension. Din pension er det eneste, der ikke skal deles ved en skilsmisse. En undtagelse er, hvis størrelsen på de to ægtefællers pension er meget forskellig. Er dette tilfældet kan der søges udbedringer
  6. Overvej at investere din opsparing. Sidder du inde med en formue efter en skilsmisse, kan der være fordele ved at investere disse midler

Disse råd er altid gode forudsætninger for en sund skilsmisse, men må også læses med en vis forsigtighed, da andre regler eller juridiske forhold kan gøre sig gældende i lige netop din situation. En hovedregel siger eksempelvis, at en bodeling skal sikre lige deling af fælles formue (og gæld), men dette falder bort i tilfælde, hvor I har været gift mindre end 5 år og ikke har haft fælles økonomi.

Disse fakta peger derfor tilbage på råd nr. 2, da det kan være relevant at få hjælp til at gennemskue de specifikke juridiske forhold, som er gældende i netop din situation.

De følelsesmæssige omkostninger og hensyn til børn

En skilsmisse medfører ikke kun økonomiske og praktiske konsekvenser, men indebærer i lige så høj grad, og måske værre, følelsesmæssige omkostninger for begge parter. Ønskede den ene part eksempelvis ikke, at forholdet skulle ende, eller har der været et ubehageligt forløb hen mod slutningen, kan disse episoder sidde i kroppen i lang tid efter.

Fagfolk taler i denne forbindelse meget passende om sorgprocesser på baggrund af skilsmisser. At inddrage sorg giver god mening med tanke på, at en skilsmisse for mange symboliserer sårede følelser, knuste drømmer og tab af fremtidsplaner.

Samtidig med tabet af partneren, de sårede følelser og livskrisen, der kan opstå i relation til et forlist forhold, kan en skilsmisse særligt siges at være udfordrende for par med børn. Der må derfor, optimalt set, ske et skift i fokus, hvor børnenes velbefindende kommer i centrum.

Det afgørende i perioden under og efter skilsmissen bliver i denne forbindelse derfor at skabe så sund og problemfri en skilsmisse som muligt. Målet er, at processen skal gå så lidt som muligt udover børnene, hvilket kan være en udfordring for de to ægtefæller, der kan brænde inde med følelser undervejs. Skal dette ideelle mål lykkedes, kræver det derfor aktivt arbejde fra begge parter.

I forlængelse heraf kan samvær omkring børn og forældremyndigheden blive bragt i spil. Afhængig af, hvem af de to i ægteskabet, der flytter med børnene og potentielt får forældremyndigheden, kan børnebidrag og lignende komme på tale, hvilket hurtigt kan blive til genstandsfelt for diskussion. I denne forbindelse kan en udenforstående rådgiver anbefales, da der ved udenforstående kan trækkes på objektiv vejledning.

Det står herfra klart, at en skilsmisse i Danmark anno 2017 kan være et sammensurium af potentielle konfliktfelter og juridiske gråzoner. Det kan således kræve støtte udefra for at komme helskindet igennem processen, men som det fremgår af statistikken deler mange erfaringer på feltet med dig, hvilket kan være en støtte.

En skilsmisse kan desuden bringe mange muligheder med sig, nye glæder og bedre forhold for børnene. Ønsket må derfor være at komme igennem processen så konstruktivt som muligt, hvilket der trods alt burde være belæg for, da begge parter i sidste ende har en fælles interesse i en god afslutning.